Nordfyns Landdistriktsråd sætter gang i oplysningskampagne
Nordfyns Landdistriktsråd arrangerer i samarbejde med Nordfyns Kommune en oplysnings- kampagne for brug af Digital Post (Borger.dk) og Teletaxi-ordningen. Selv om de to ting ikke har så meget med hinanden at gøre, handler kampagnen om at få borgerne til at bruge de to tilbud mest muligt.
Vi starter oplysningskampagnen lørdag den 16. april ved SuperBrugsen i Søndersø, hvor kommunens projektbus vil være ramme om arrangementet. I perioden fra kl. 10.00 til 14.00 vil Landdistriktsrådet og Nordfyns Kommune fortælle om fordelene ved Digital Post og Borger.dk. Vi vil også hjælpe interesserede med at tilmelde sig til Digital Post. Borgerne opfordres derfor til at medbringe deres nøglekort til NemID.
Det vil også være muligt at få en orientering eller snak om brugen af Teletaxierne, der kører som supplement til de lokale busser, men som hidtil ikke er blevet brugt ret meget.

Landdistriktsrådet er allerede i gang med at planlægge lignende arrangementer rundt om i kommunen.
På Borger.dk kan man få en elektronisk postkasse, hvor man kan modtage posten fra både offentlige og private afsendere både hurtigt og sikkert. Posten bliver sendt som PDF-filer, der er magen til de breve, man normalt ville modtage med posten. Med postkassen følger også et arkiveringssystem, så man ikke behøver at udskrive brevet, men kan gemme det i postkassen. Hertil kommer, at man også kan skrive til kommunen, nemt, sikkert og gratis.
Nordfyns Kommune har siden november reklameret for den digitale postkasse. Baggrunden er bl.a. at portoen fra d. 1.april stiger fra 5,50 til 8 kr. for almindelige breve, hvilket betyder en yderligere belastning af Kommunens økonomi. Men kunne man få de fleste af borgerne i Kommunen til at oprette en Digital Postkasse, ville der være rigtig mange penge at spare.
Her kan du læse mere:
Reklame-materiele om NemID: Læs mere
Baggrund og film om Digital Post: Læs mere
Nordfyns Kommunes folder: Læs mere